torsdag den 24. januar 2008

Praktiske oplysninger

Hvad er 23 ting ?
23 ting er et online læringsmodul, hvor vi skal lære om web 2.0 teknologier.
Vi beskæftiger os med en web 2.0 teknologi om ugen. Ugens opgave offentliggøres sammen med en kort introduktion på bloggen 23ting - http://23ting-syd.blogspot.com/ og herefter skal vi lege os til forståelse af teknologien.

Arbejdsformen
Hver mandag fra den 18. februar kan du finde ugens opgave på 23 ting bloggen - http://23ting-syd.blogspot.com/. Du kan vælge at lege alene eller sammen med dine kolleger, men du skal lave din egen blog. Vi stiller ikke krav om, hvor hurtigt du skal gennemgå forløbet, men hvis du vil være sikker på at få din MP3 afspiller inden sommerferien, skal du dog være nået til ting 10 inden 28. april.
Hele materialet bliver liggende på bloggen, så det er muligt at gennemgå forløbet i eget tempo.

Kan jeg bruge 23 ting til noget?
Ja - de fleste vil kunne bruges i en arbejdsmæssig sammenhæng, men det vil nok være forskelligt fra deltager til deltager, hvad man synes er godt og skidt. Nogle af tingene kan også bruges i fritiden.
Vi har udvalgt 23 ting, som hverken er de eneste eller de nyeste web 2.0 teknologier. Hver dag opstår nye web 2.0 teknologier, nogle er interessante, andre er ikke.
Det vigtigste er, at du lærer en ny måde at lære på. 23 ting forløbet skulle gerne gøre dig nysgerrig efter selv at udforske nye teknologier og samtidig give dig en ballast, så det ikke virker uoverskueligt at sætte sig ind i en ny teknologi næste gang.

Hvordan fungerer læringskonceptet?
Læringskonceptet fungerer som et selvstudiem, som opmuntrer deltagerne til at styre deres eget læringsforløb gennem opdagelse og leg. Der vil ikke være lærerstyret undervisning eller workshops undervejs. I stedet vil deltagerne blive opmundret til at arbejde sammen og dele erfaringer og teknikker, både personligt og gennem deres blogs.

Hvordan bliver jeg tilmeldt?
Når du har oprettet din blog, så send en mail med et link til din blog til bibliotekes repræsentant i projektgruppen. NæstvedBibliotekerne sender til Michael Olsen, micol@naestved.dk, Vordingborg Bibliotekerne til Jette Mehlsen, jeme@Vordingborg.dk, LollandBibliotekerne til Birthe Magnusson bima@lolland.dk og Guldborgsund-bibliotekerne til Pernille Saul pes@guldborgsund.dk

Hvordan viser jeg, at jeg har leget med opgaven?
Når du har leget med en af de 23 ting, så skriver du et indlæg på din weblog om oplevelsen.

Hvis jeg behøver hjælp?
Konceptet er et selvstudium og bliver udført af næsten alle medarbejdere på samme tid. Du opfordres derfor til at samarbejde med dine kolleger om opgaverne. Men ..., da vi synes projektet er en rigtig god ide, er vi selvfølgelig interesseret i at færrest mulige dropper ud. Derfor har vi til hver opgave tilknyttet en række eksperter/superbrugere, som du kan spørge om hjælp. Navnene fremgår af ugens opgave.
Flere af de deltagende biblioteker har også oprettet en ugentlig "supportcafé" Spørg bibliotekets repræsentant om åbningstider for caféen.

Jeg har ikke tid
Duer ikke. Hver medarbejder kan bruge 2 timer af den ugentlige arbejdstid på ugens ting. Husk på, at vi undervejs også har friuger, hvor du har mulig for at indhente en opgave eller 2.

Ingen kommentarer: